Flintholm Svømmehal er en gave til foreningslivet

Skrevet af

Allan Nyhus.

D. 22. juni 2017.

Kategori: Formandsblog

Torsdag den 22. Juni 2017, kulminerede flere års samarbejde mellem Hovedstadens Svømmeklub, Hermes Gymnastikforening, Frederiksberg Idrætsunion, politikerne på Frederiksberg og ikke mindst den kommune forvaltning på Frederiksberg, med åbningen af det fantastiske idrætsbyggeri Flintholm Svømmehal.

Når jeg nævner alle disse parter, er det fordi de alle har haft en finger med i spillet og ikke mindst fordi foreningslivet, her ved Hovedstadens Svømmeklub og Hermes Gymnastikforening, er blevet inddraget helt ned i detaljen.

Frederiksberg lytter

Jeg lærte for mange år siden, at på Frederiksberg lytter man til og inddrager foreningslivet. Som forholdsvis nyvalgt formand, for 8-9 år siden, gav jeg, i et anfald af ungdoms kækhed, udtryk for nogle ønsker omkring svømningens forhold på Frederiksberg overfor Borgmesteren. 

Jeg fandt senere ud af, at Borgmesteren rent faktisk havde lyttet til ønskerne. Det samme har sidenhen gjort sig gældende i møder med Morten Jung, Sine Heltberg, Katrine Lester og alle de andre politikere på Frederiksberg vi i HSK har mødt igennem tidens løb. Det samme gælder Frederiksberg Idrætsunion og forvaltningen i Frederiksberg Kommune.

Og der har været lidt at lytte til, for oprindeligt skulle Flintholm Svømmehal kun have været en svømmehal, da den første gang så dagens lys efter budgetforliget i 2011. Men siden da kom der flere ideer på bordet og det er i samspillet mellem de forskellige aktører, politikere, foreninger, Frederiksberg Idrætsunion, og forvaltningen at de gode ideer opstår, så vi i dag står med svømmehal og wellness, hal til idrætsgymnastik, og klublokaler til Hermes Gymnastik og Hovedstadens Svømmeklub alt sammen samlet i Flintholm Svømmehal.

Kernen i vores foreningsarbejde

Flintholm Svømmehal har gjort det muligt, at vi som forening kan få et liv og et hjem i Flintholm Svømmehal. Det betyder at ungerne kan komme og hænge ud sammen inden de skal til idræt. Det betyder mange gode sunde fornuftige timer for vores medlemmer sammen med deres kammerater og deres sport. Og det er vel kernen i vores foreningsarbejde og folkeoplysning. Nemlig at bidrage til at skabe gode fællesskaber hvor vores unge mennesker på tværs af sociale skel, kan færdes trygt mens de dyrker deres sport og bliver gode medborgere. Det kræver gode foreninger, det skal vi nok sørge for, og det kræver gode rammer, og det finder vi i Flintholm Svømmehal. Og lad mig sætte en tyk fed streg under, at gode foreningsfaciliteter er essentielle for at fastholde et stærkt foreningsliv. 

Kommerciel aktør og foreninger

I de skønne foreningsrammer i Flintholm, indgår også en kommerciel aktør der skal tjene penge og altså umiddelbart har et modsat formål end foreningerne. Hovedstadens Svømmeklub har dog allerede knyttet gode kontakter med den kommercielle aktør, Gribskov Gruppen, og igennem et godt løbende samarbejde er vi sikre på det bliver et godt samarbejde mellem foreningerne og Gribskov Gruppen.

Jeg synes det er en interessant udfordring hvordan foreningerne og Gribskovgruppen sammen kan udvikle et samarbejde hvor vi hjælper hinanden mod vores respektive mål. Bl.a. er det jo oplagt, at forældrene tager et mudderbad eller en saunatur i wellness området, mens ungerne er til foreningssvømning eller gymnastik i foreningerne. På den måde får vi bevæget både børn og voksne. 

Og med en stærk kommune i baggrunden, er jeg sikker på vi samtidig sikrer den nødvendige foreningssvømning. Når HSK åbner for den nye sæson i Flintholm til september, kan vi således byde velkommen til 500 nye medlemmer. Men det behøver jo ikke kun være i de sene eftermiddags- og aftentimer at foreningerne er aktive her på Flintolm.

Vi vil gerne skolesvømningen

De senere år har Hermes Gymnastik undervist skoler i dagtimerne, mens vi i HSK i samarbejde med flere skoler på Frederiksberg stået for svømmeundervisning i 2. klasse. Det samarbejde vil Hovedstadens Svømmeklub gerne udvide til alle skoler på Frederiksberg, og noget af den undervisning kunne passende foregå i Flintholm Svømmehal.

Vi glæder os

Vi glæder os til for alvor at tage Flintholm Svømmehal i brug og skabe gode oplever i vandet for borgerne på Frederiksberg og medlemmerne af Hovedstadens Svømmeklub. Og vi glæder os til det fremtidige samarbejde med Frederiksberg Kommune og Frederiksberg Idrætsunion om nye projekter til gavn for foreningslivet og idrætten på Frederiksberg.