Corona konsekvens: Ventelisten eksploderet i Hovedstadens Svømmeklub

Skrevet af

Allan Nyhus.

D. 30. august 2020.

Kategori: Formandsblog

Det lyder helt vildt, og det er det også, men ventelisten i Hovedstadens Svømmeklub er nu på 3.000 børn, unge og voksne der står på venteliste til et svømmehold.

Det er den mest åbenlyse konsekvens af coronaens påvirkning af vores hverdag i Hovedstadens Svømmeklub. For pga. af afstandskrav kan vi ikke være lige så mange i svømmehallerne eller omklædningsrummene som vi plejer. Vi har måttet skære over 40% af vores pladser væk (knap 3.000 pladser) og derfor er vores venteliste nu vokset, for interessen for svømning og være medlem af en svømmeklub er ikke blevet mindre. 

 

Økonomisk øretæve

Vi kigger samtidig ind i et millionstort underskud. For selvom vi har færre svømmere i vandet, er vi nødt til at fastholde det samme antal svømmetrænere på kanten, som før coronakrisen.

Med coronaen er der kommet nye regler i svømmehallerne. Bl.a. skal vi gøre det udstyr rent, som vores medlemmer bruger, og det skal ske efter hver træning. Vi skal også sikre at reglerne i omklædningsrummene bliver overholdt.

Det siger sig selv, at med færre medlemmer, men samme lønudgift som tidligere, så stemmer regnskabet ikke. Vi er under normale omstændigheder en sund forening, men fortsætter coronaen med at være en del af vores hverdag, og det gør den jo nok nogle år endnu, så vil vores opsparing inden længe være helt væk. Derfor vil jeg også sige tak for den hjælpepakke til foreningslivet der blev forhandlet på plads den 28. august. Den kommer vi til søge, uden den overlever vi ikke. Hjælpepakken er samlet set på 100 mio. kr. til idræts- og foreningslivet. Vi må håbe det er nok, ved sidste pakke blev der ansøgt hjælp for 256 mio. kr.   

Hvad med børn og unge?

Det mest ærgerlige ved coronaen, er de mange medlemmer vi har måttet henvise til en plads på ventelisten, og det er dem der orker at stå der. Hvad med de familier, voksne, børn og unge som på forhånd opgav ævred?

Selvom det er begrænset hvad viden vi har om coronakrisens konsekvenser for foreningsidrætten og især for børn og unges deltagelse, så undersøgte Idrættens Analyseinstitut (IDAN) det allerede inden sommerferien. Og det var ikke opløftende læsning. IDAN skriver selv:

” Fem uger inde i nedlukningen gennemførte vi en repræsentativ undersøgelse af voksne (18+ år) danskeres idrætsvaner før og under nedlukningen. Den viste, at hele 38 procent af de idrætsaktive var stoppet med at dyrke sport og motion under nedlukningen, og den hyppigste årsag var, at deres normale idrætsaktiviteter var lukket ned.”

Der var også et par positive nyheder, men det samlede billede, i undertegnedes tolkning, er at nedlukningen af foreningsidrætten betyder at der bliver dyrket mindre idræt. Måske en åbenlys konklusion, men også en understregning af hvor vigtig en rolle foreningsidrætten spiller for danskernes idrætsdeltagelse.

Undersøgelsen fra IDAN undersøger ikke specifikt børn og unge, men tager man vores venteliste i betragtning, hvor størstedelen af de 3.000 er børn og unge, er jeg meget bekymret for den samlede effekt af coronaen for børn og unges deltagelse i foreningslivet.

Dels har nedlukningen måske slået nogle idrætsvaner i stykker og dels, nu hvor vi åbner lidt igen, er der ikke plads i foreningerne/svømmeklubberne til at man kan vende tilbage til sin sport og sin forening. Vi må håbe jeg tager fejl, og at danskerne og børn og unge generelt set kan vende tilbage til deres foreninger, men i vores tilfælde i HSK er 3.000 på vores venteliste gået forgæves.

Ensomhed hos børn og unge der isoleres fra fællesskabet 

Jeg ønsker ikke at pege fingre eller brokke mig over vi skal følge coronareglerne. Foreninger og svømmeklubber har siden nedlukningen, under den og efter taget alle forholdsregler for at gøre vores undervisning og hverdag så sikker som mulig for vores medlemmer, ansatte frivillige.

Således har vi i HSK også holdt videomøder, børnene krammer ikke, de svømmer med afstand, vi gør mere rent osv., men vi er nødt til at tale om hvordan en hverdag med corona et-to måske tre år frem i tiden kommer til at påvirke foreningslivet og måske allervigtigst de mange børn, unge og voksne der ikke kan dyrke den idræt de gerne vil og deltage i de fællesskaber vi for alvor så vigtigheden af under nedlukningen i foråret.

Her blev det meget tydeligt hvad fællesskab og kammerater har af betydning for børn, unge. Se bl.a. undersøgelsen her hvor børn og unge fortæller om ensomhed under isolationen under corona nedlukningen.

Jeg har ingen løsninger lige nu her, det har nok ingen, men vi må som minimum begynde at undersøge hvor stort problemet er og hvad vi kan gøre ved det. Og det er for sent at vente på de årlige medlemstal fra foreningerne som først bliver indrapporteret midt i sæsonen. Det er vigtigt vi allerede om 2-3 uger, hvor sæsonen er gået i gang, får undersøgt om HSK er en enlig svale eller om idrætsforeningerne generelt har mindre plads til børn og unge i foreningerne pga. af coronaen.