Større chance for hvid jul end corona i svømmehallen

Skrevet af

Allan Nyhus.

D. 13. april 2021.

Kategori: Formandsblog

Hvorfor skal svømningen fortsat være lukket? Forskning peger i åbenlys retning af lav risiko for coronasmitte i svømmehallen.

(Se også debatindlæg bragt i Politiken)

Forskning fra Biomedicinsk Institut og sektion for idræt ved Aarhus Universitet, lavet i samarbejde med Dansk Svømmeunion, viser at hvis svømningen havde været fuldt lukket ned i efteråret 2020, som tilfældet er nu, ville ca. 30 personer mindre have været smittet med SARS-CoV-2 i direkte relation til foreningssvømning.

I Hovedstadens Svømmeklub havde vi i efteråret 2020 hver uge 6-7.000 medlemmer igennem svømmehallerne og i samme periode fortalte 20 medlemmer os de havde været smittet med corona. I ingen tilfælde var smitten blevet spredt på det svømmehold den smittede gik på.

Det er mig uforståeligt at man fra politisk hold, med den viden, ikke åbner foreningssvømningen nu. Udover de åbenlyse sundhedsmæssige konsekvenser ved øget skærmtid og mindre bevægelse for børn og unge, er der også de mentale og psykiske konsekvenser som vi nok desværre endnu kun har set toppen af. Blandt unge føler hele 40 procent sig ensomme, og 44 procent sig stressede. Det er en markant stigning fra første nedlukning.

Se også denne engelske undersøgelse der peger i samme retning.

Drop coronapasset i svømmehallen

Vores medlemmer spørger allerede nu hvornår de kan komme tilbage i vandet. Det svar vi kan give dem, er desværre uklart. Selvom svømning måtte få lov at åbne den 21. april, så frygter jeg det bliver umuligt at efterleve kravene. Bl.a. skal alle forældre vise coronapas, når de skal følge deres barn i omklædningen. Hvem skal tjekke det? Skal vores frivillige eller trænere? Skal vi ansætte nogen til det, vil det koste 30-40.000 kr. om ugen for en svømmeklub som vores.

Politikerne og embedsværket har en altafgørende rolle i at gøre vilkårene for genåbningen så simple som overhovedet muligt for svømmeklubberne. Ellers kan jeg frygte vi slet ikke kommer i gang.

Bliv ved at svømme, så går det nok

Søren Kirkegaard skrev engang ”Naar man bliver ved at gaae, saa gaaer det nok”. Og sådan er det også med svømning. Man kan svømme sig til velbefindende og væk fra tunge tanker. Når man bliver ved med at svømme, så går det nok. For svømning og foreningsidræt helbreder både fysikken og psyken, og risikoen for at blive smittet med corona i svømmehallen er nærmest ikke til stede. Ligesom chancen for hvid jul.