Kirsten Johansens svømmeliv, 1951-

Spredte erindringer fra et københavnsk svømmeliv, 1951 -

December 2023

Jeg hedder Kirsten Johansen, født 11.01.44 og jeg vil beskrive min svømmekarriere i store træk – med spredte erindringer fra min start i DKG /Dansk Kvinde Gymnastikforening og videre gennem Teknologisk Instituts Idrætsforening /TII, Hermes og nu HSK.

Jeg startede med at lære at svømme i Københavns Havn på badeanstalten Rysensteen, som lå sammen med en anden badeanstalt Langebro, som begge lå på amagersiden af Langebro. Det var pontonbadeanstalter, som vuggede hver gang de store kuldampere skulle gennem Langebro til Sydhavnen.

Jeg er født på Amager i 1944 og skulle i 1951 begynde i 1. klasse på Amagerbroskolen. Og mine forældre ville have, at jeg skulle lære at svømme, før jeg begyndte at gå i skole, og kort forinden fik jeg derfor svømmelektioner hos en privatlærerinde – Else Giese - på Rysensteen. Det specielle ved Rysensteen var, at der ikke var noget lavt bassin. Ved min første lektion fik jeg således blot besked på at holde godt fast med begge hænder i enden af den svømmestang (poulært kaldet ”osteskæreren”) som Else Giese havde et fast greb om i den anden ende. Vandet var kulsort, så jeg kunne intet se under vand , men jeg holdt fast, og det var det længste øjeblik i mit liv, indtil hun fik halet mig op til overfladen og jeg igen kunne trække vejret. Selvfølgelig var der både korkbælter og korkplader til hjælp senere, men inden man nåede så langt, kunne jeg også blive holdt oppe med maven inde i ”osteskæreren”, som hed sådan, fordi man dengang i datidens osteforretninger brugte en sådan i meget mindre format til at skære de store runde eller firkantede oste ud i salgsbare stykker.

Mit næst længste øjeblik i livet opstod, da jeg med et fast greb om osteskæreren og med et korkbælte om livet skulle tage mit første svømmetag og derfor skulle slippe osteskæreren et kort sekund. Efter et par lektioner inden for de næste 14 dage var begyndervanskelighederne overstået, og jeg svømmede så godt, at Else Giese erklærede, at jeg var klar til at tage dagbladet Politikens 200 metermærke. Det gjorde jeg så også, selv om jeg snød lidt og svømmede med korkbælte om livet.

Da svømmeundervisningen var overstået, foreslog Else Giese, at jeg skulle starte i svømmeklubben DKG, hvor hun selv var træner i Frederiksbergafdelingen. DKG var Hermes` søsterklub, idet Hermes indtil 1978 kun var for herrer, men de havde fælles rødder via Paul-Petersen familien, som var medstifter af begge foreninger.

For at se om klubsvømning var noget for mig, tog min mor mig med til et svømmestævne i Øbrohallen. Da jeg kom ind i hallen var klorlugten så kraftig, at jeg følte, at jeg ikke kunne trække vejret, og jeg svor ved mig selv, at jeg aldrig nogensinde skulle i svømmeklub!  Nu i september 2023 er det 72 år siden, og jeg har været medlem af en københavnsk svømmeklub uafbrudt siden da.

Som foreslået af Else Giese, blev jeg medlem af DKG og startede træning x 2 i Frederiksberg Svømmehal. Jeg boede jo på Amager, men det var så heldigt, at sporvognslinje 2 gik direkte fra min bopæl i Norgesgade til Frederiksberg Svømmehal, så jeg lærte hurtigt selv at tage til træning. Vi skulle selvfølgelig betale kontingent, men da vi ikke havde specielle klubtræningstider, skulle vi også betale adgangsbillet til svømmehallen, hvor vi så måtte træne på kryds og tværs mellem badegæsterne. Med en udgift også til sporvognsbillet, som kostede 35 øre hver vej, var det ikke nogen ringe udgift for mine forældre, da pengene ikke var store, men det  blev alligevel altid råd til det.

Vi havde ingen klubfaciliteter eller noget socialt samvær udover i selve svømmehallen i træningstiden, men naturligvis fik vi et sammenhold med vore jævnaldrende kammerater, også når vi mødtes til de jævnlige nålestævner i Øbrohallen. Det gik der adskillige år med, uden at vi stort set kom udenfor København, bl.a. fordi der efter krigen ikke var ret mange svømmehaller rundt omkring i landet – kun udendørsbassiner.

Jeg begyndte hurtigt at deltage i nålestævner, som altid foregik i Øbrohallen med stencilerede programmer, som blev produceret af et dedikeret klub- og æresmedlem Edith Olsen, som ved stævnerne også sørgede for resultatlister, som hun skrev på en gammel skrivemaskine placeret ved et skrivebord under 10m vippen, og hun måtte ALDRIG!  forstyrres af trænere eller andre, som gerne ville sig forhøre sig om en tid, men særligt ved resultaterne fra de korte løb, var det også en kæmpe arbejdsopgave.

Min første pokal (i æggebægerstørrelse) var i 25m crawl, men jeg avancerede hurtigt til længere distancer, selv om jeg aldrig stillede op i nogen af de andre svømmearter end crawl, og jeg opnåede ej heller en tid, der var god nok til at erhverve forbundets guldnål.

I 1958 og i årene fremefter blev der bygget flere udendørsbassiner, hvor der blev adgang til 50m bane bl.a. på Bellahøj og i Gladsaxe.

Vi havde i DKG fået en ny træner, Birthe Levin, som indførte nye træningsmetoder bl.a. med opvarmning både på land og i vand. Med denne nye træningsindsats opnåede jeg som 14-årig i DKG i 1958 at blive dansk mester i 4x100m medley (dengang blev disciplinen kaldt ”tvungen svømning”), og vi satte ved den lejlighed også  dansk rekord. Det foregik i det nyåbnede Gladsaxebad.

DKG’s hold bestod af Inger Kjeldsen (ryg). Inge Thorsen (bryst) Kirsten Strange (fly) og jeg selv (crawl). Kirsten Strange og jeg, som begge var 14 år, var helt ellevilde af glæde, men vi var måske nok lidt skuffede over medaljerne, som blev overrakt af svømmeforbundets formand Frede Borre. Det skyldtes, at mesterskabsmedaljerne lå i en lille fin oval smykkeæske med guldkant leveret af juveler Fritz Heimbürger dvs. altså ikke noget med medalje om halsen. Vi forstod dengang ikke at værdsætte dette lille fine stykke kunsthåndværk med en smuk art nouveau dekoration på. Siden udkom samme medalje i en ny udgave med et bånd, så den kunne blive hængt om halsen på mestrene på behørig vis.

I forlængelse af mesterskabsstævnet var Kirsten Strange og jeg inviteret med Birthe Levin og hendes mand med til deres sommerbolig i Dronning Mølle, fordi vi umiddelbart efter skulle svømme DM 800m i Helsingør på det gamle udendørs træ-svømmestadion i havnen. Det var en helt ny oplevelse, for når vi skulle vende, kunne vi ikke være sikre på at kunne gøre det uden tidskrævende manøvrer, idet der kun var tremmer som vendevægge, og på 800m kunne man nå at stikke hånden ind mellem tremmerne adskillige gange. Også de stakkels udspringere, måtte se potentielle mesterskaber forsvinde, når et tilfældigt vindpust i afsætningsøjeblikket stående på 3m-vippen fik dem bragt ud af balance.

Kirsten Strange og jeg svømmer stadig sammen på HSK’s mastershold.

Det følgende år i 1959 var jeg med på DKG’s  4x100m crawl-hold, som også vandt det danske mesterskab.  

I somrene 1958-59 cyklede vi flere gange om ugen til de nyåbnede friluftsbade i Gladsaxe, på  Bellahøj og  i Vestbadet i Rødovre, hvilket så medførte en udvidet træningssæson.

Jeg blev aldrig den store svømmestjerne individuelt, men det blev alligevel en stor del af mit liv med mange gode resultater og oplevelser.

Da jeg blev 16-17 år begyndte mange af mine holdkammerater at falde fra, men jeg havde så småt i mellemtiden fået interesse for synkrosvømning, og som 17-18 årig startede jeg så en ny karriere som synkrosvømmer. Jeg meldte mig derfor ind i Teknologisk Instituts Idrætsforening (TII), ikke fordi jeg havde nogen speciel tilknytning til denne forening, men det var den eneste klub i København, der dyrkede denne disciplin af svømmesporten.

Selv om jeg hidtil havde været en habil svømmer, måtte jeg erkende, at jeg absolut ikke kunne gebærde mig bare nogenlunde indenfor synkrosvømningens våde element. Når jeg først fik hovedet under vand, kunne jeg hverken orientere mig op eller ned, samtidigt med at jeg også måtte vænne mig til en anden form for vejrtrækning. Det var absolut meget vanskeligere end jeg havde forestillet mig.

Synkro-år

FORMATIONSSVØMNING – KUNSTSVØMNING –SYNKROSVØMNING – KUNSTSVØMNING (igen).

Som svømmer havde jeg ofte til svømmestævner oplevet formationssvømning, som havde en meget ringe status hos de ”rigtige” svømmere, fordi det nærmest kun blev brugt, når de ”rigtige” svømmere ind imellem skulle have en pause. Men formationssvømning var i starten heller ikke særligt spændende, fordi det kun bestod af hold-flydefigurer i vandoverfladen, hvor man ved et fløjt fra træneren så skiftede til en ny figurkombination. Senere kom musikken til, så skiftene i formationerne skete på bestemte steder i musikken, hvilket gjorde overgangene mere flydende og fulgte bestemte temaer i musikken. Da der senere udover flydeformationer også blev indført forskellige figurkombinationer i det lodrette plan, begyndte det at blive kunstsvømning og senere til synkrosvømning som konkurrenceform.

Synkrosvømningens historie er fint beskrevet i detaljer i Dansk Svømmeunions jubilæumsbog ved 100 års jubilæet ¨100 fantastiske år¨. Dansk Svømmeunion 1907-2007, redigeret af Flemming Mønster.

Da jeg begyndte at svømme synkro, var det efter nutidens standarder alt for sent, og jeg havde også travlt med min gymnasietid på Christianshavns Gymnasium, hvor Finn og Bo Hyllested, som jeg nu svømmer sammen med på HSK’mastershold, også gik .

 Men jeg var ikke klar til at slippe svømning som min sport, og da jeg af Kirsten og Bue Foldager blev inviteret til at prøve synkrosvømning i TII`s regi, blev jeg hurtigt indfanget af denne nye sportsgren og følte det spændende at bevæge sig i vand på flere måder ledsaget af musik.

I 1961 besluttede Kirsten og Bue Foldager sig for at afholde det første kursus i synkro på Vejle Idrætsskole, hvor Bue stod for det praktiske og Kirsten for træningen. Udover jeg selv deltog også Elsa Gravgaard, som i den grad blev synonym for etablering af synkro i OSLF gennem en meget lang årrække. Senere udviklede kursusaktiviteterne sig til også at omfatte Norge og Sverige, så Kirsten og Bue har i meget høj grad været primus motorer i udviklingen af synkro i disse lande (i al beskedenhed assisteret af undertegnede) via kurser mht. koreografi, musikvalg/tilrettelæggelse, dommergerning, stævnetilrettelæggelse mv.

Med Kirsten og Bue Foldager som primus motorer blev det besluttet at lave et større opvisningsnummer, hvor 10-12 af de bedste synkrosvømmere kunne deltage. Dengang brugte man ofte et tema, hvor musik koreografi og svømmedragter passede sammen, og vi valgte en populær melodi ”Around the world” som tema for vores opvisningsnummer. Til hovedmelodien svømmede vi alle, men den blev afbrudt af forskellige soli eller duetter f.eks. ”kineserdans”, ”negerdans” (uha, uha), og jeg selv havde en solo som ”russer”– alle med passende musik og tilsvarende badedragter/kostumer, som ikke altid var let at få slæbt gennem vandmodstanden, da de kunne være ret fantasifulde.

Musikken blev leveret via svømmehallens højttaleranlæg, og teknikken til det brug vil nærmest ikke være til at forklare for nutiden, idet Bue Foldager via et grammofonstudie havde fået fremstillet  de forskellige musikskæringer på en 78-omdrejningers lakplade, som så blev afspillet på svømmehallens grammofon, og  - som nævnt – så sendt ud over hallens højttaleranlæg. Den udvikling via kassettebånd, CDér, podcasts  mv. der er sket siden, er helt utrolig i løbet af en så relativt kort årrække.

Med hensyn til synkrokonkurrencer foregik de i starten kun i Københavns Svømmeunions regi, men senere blev det også ankerkendt som konkurrenceform i Dansk Idrætsforbund, og det blev starten til, at vi vandt mange danske mesterskaber i såvel solo, duet og hold (4-8 deltagere). Selv opnåede jeg kun danmarksmesterskaber som holdsvømmer bortset et enkelt danmarksmesterskab i duet, men det blev da i tidens løb til 10-12 stykker danske mesterskaber i alt for mit vedkommende samt diverse 2. og 3. pladser.

I slutningen af 1960’erne og begyndelsen af 1970’erne fik vi nogle specielle oplevelser, når vi blev inviteret til synkro-landskamp i de gamle østblok lande (de såkaldte ”jerntæppelande”), bl.a. Østtyskland og Tjekkoslovakiet. Vi rejste med tog fra København, og det var meget underligt for os at erfare de på mange områder sparsomme levevilkår de havde i deres dagligdag. Vi blev imidlertid meget godt behandlet og også ret feterede af vore værtsfolk, som ellers ikke havde lejlighed til at kommunikere med folk fra ¨Vesten¨.

Hvis vi ville have en kop kaffe og evt. gerne ville have en kop til, fik vi serveret te. Rationen var opbrugt.

Den vestlige valuta, som vi ved indrejse var tvunget til at veksle i mindre beløb i østmark beregnet pr dag, kunne vi næsten ikke få brugt, da der intet var at købe, men fik tilbudt at købe konservesdåser med pølser, som de betragtede som luksusvarer, men som vi jo så på med helt andre øjne.

En særligt ubehagelig oplevelse – og et chok for os – var når vi på hjemrejsen kom til den østtyske grænsekontrol. Her blev vi midt om natten hentet ud af vore sovekupeer, og vi så, hvordan grænsevagterne så løftede madrasserne i vore senge for at se, om der var var flygtninge skjult nedenunder sengene. Og ude på perronen gik grænsevagterne med store schæferhunde og stak  stænger med spejle ind under  toget for ligeledes at opdage eventuelle flugtforsøg fra DDR. En ubehagelig oplevelse for unge sportsfolk, og vi kunne kun være taknemmelige for, at vi selv kunne komme tilbage til Danmark.

I løbet af 1970-erne begyndte der at blive mange svømmebassiner i Danmark både i offentligt og privat regi, og vi blev som hold inviteret til mange indvielser for at give opvisning, ligesom vi var med i flere forskellige reklameindslag for forskellige produkter, så det var ofte et større job at have rent mel i posen mht. vores amatørstatus, da vi jo ikke måtte modtage penge eller andre former for vederlag. Men det gik alligevel og udover dækning af transport, forplejning og i enkelte tilfælde overnatning, fik arrangørerne ofte sneget en lille gave ind til os som tak. Vi havde dog allerede helt tilbage i 1958 været med ved indvielsen af Bellahøjbadet, Vestbadet og Gladsaxebadet, som dengang alle var friluftsbassiner.

Da Aarhus festuge blev afholdt for første gang blev Kirsten Foldager og jeg inviteret til at optræde med en duet ”Spansk intermezzo” med musik fra operaen Carmen, og vi blev i den anledning hentet i et lille privatfly fra Kastrup og fløjet retur bagefter. Det var da en speciel oplevelse!

Selv om vi på synkroholdet alle var gode svømmere, idet vi jo havde en fortid som ”almindelige” svømmere, kunne vi ikke rigtigt slippe af med det image vi havde som ”pauseunderholdere”, uagtet det jo var blevet en anerkendt konkurrencedisciplin. Men den øvrige svømmeverden fik dog øjnene op for kvaliteten af den sportslige indsats, som var nødvendig for at kunne dyrke synkro, da vi i 1964 blev københavnsmestre i 4x100 crawl og senere i 1964 i 4x50 crawl. Kronen på værket var da vi i 1970 satte danske rekorder i hhv 4x50 crawl og 10x50 crawl!

Da synkro jo nu var var blevet anerkendt som konkurrencedisciplin, fik Kirsten Foldager og jeg i 1973 hver et legat fra Dansk Idrætsforbund for at tage til Californien/USA, som dengang var synkroens mekka, for at få inspiration til videreudvikling/kursusvirksomhed i Danmark.

De toneangivende synkroklubber lå i San Fransisco-området, og med hjælp fra bl.a. Bue Foldagers familie, fik vi etableret nogle kontakter, som betød, at vi i et vist omfang blev privat indkvarteret, hvilket jo hjalp gevaldigt på budgettet, som vi – udover legatet – selv stod for.

Først fik vi lejlighed til at overvære de amerikanske juniormesterskaber, og for at få noget relevant materiale med hjem, havde Kirsten og jeg selv investeret i to ens smalfilmsoptagere, men dengang desværre uden mulighed for lydoptagelse. Da en filmrulle ikke var så lang og vi nødigt ville miste noget, havde vi planlagt, at når den enes film løb ud kunne den anden fortsætte umiddelbart. Vi havde opslået vores optagebase oppe på 3m vippen for enden af bassinet, og da vi jo skulle sidde der ret længe i den bagende californiske sol, havde vi pakket os godt ind i store halvvåde badehåndklæder samt store solhatte. Bedst som vi sidder der – pakket ind til ukendelighed – blev vi  præsenteret for publikum over højtaleren, og arrangørerne havde så til vores overraskelse fundet ”Kong Christian stod ved højen mast” frem på et bånd, som så blev afspillet som den danske nationalmelodi, så alle rejste sig inklusive os selv, hvilket var lidt af et kunststykke stående på 3m vippen og pakket ind til ukendelighed – men en oplevelse var det!

Efter hjemkomsten benyttede vi naturligvis de sammenklippede smalfilm ved mange efterfølgende kurser i Danmark og Norden – så tak til Dansk Idrætsforbund.

I 1973 blev det første VM i svømning, vandpolo og udspring afholdt i Beograd i det daværende Jugoslavien. Som de eneste repræsentanter fra Danmark overhovedet deltog det danske synkrolandshold (som var identisk med TII’s klubhold) i konkurrencerne og opnåede en 10. plads i denne nye konkurrencedisciplin. Det skete under meget mere primitive forhold, end vi er vant til i dag, og vi havde alt i alt en god, spændende og erfaringsrig oplevelse.

 I de følgende år opnåede TII’s synkrosvømmere mange danske mesterskaber både i solo, duet og hold.

Mine egne synkroevner rakte kun til at gøre mig gældende på hold, men en enkelt gang blev det også til et danske mesterskab i duet sammen med Vibeke Gerkens. Som holdsvømmer opnåede jeg dog alligevel at deltage i 2 EM i hhv.  Amsterdam i 1974 og i Nâssjø/Sverige i 1977.

Det blev en dejlig lang senior-synkrokarriere, som først sluttede, da jeg som 39-årig var med til at vinde DM for hold i 1983.

HERMES

Da Hermes i 1978 lukkede op for medlemskab for kvinder, meldte hele TII’s synkroafdeling sig kollektivt ind i Hermes. Det skete, fordi man i TII’ bestyrelse ikke var indstillet på den udvikling til et højere sportsligt niveau, der var sket indenfor foreningens synkroafdeling, og skiftet skete for at opnå bedre sportslige vilkår, hvilket også hurtigt bar frugt.

Samtidigt med at min egen aktive karriere var ved at slutte, blev jeg mere og mere engageret i træner- dommer- og bestyrelsesarbejdet. Herunder var jeg i kortere perioder medlem af Københavns Svømmenunions og Hermes’ bestyrelser.

I 1978 var jeg således synkrodommer ved VM i Berlin i Hermes’ regi, men jeg havde allerede inden da sammen med Bue Foldager været dommer ved VM i Cali/Colombia, hvor VM i svømning blev afholdt for 2. gang.

For vores dommergerning blev Bue Foldager og jeg i 1975 tildelt FINA’s æresbevisning ”Certificate of Merit”, som blev højtideligt overdraget til os i form af et tilsendt certifikat.

I årenes løb har jeg mange gange været medarrangør af træner- og dommerkurser i Danmark og Norden. Imidlertid blev jeg også to gange inviteret af det schweiziske svømmeforbund for at forestå dommerundervisningen på kurser arrangeret af deres forbund. Til min store overraskelse fik jeg udover betalt rejse og ophold også tildelt et lille dagligt lommepengebeløb. Det havde jeg aldrig oplevet før, men det var da meget velkomment.

Livredning

I hver af de 3 (4) svømmeklubber, jeg har været medlem af, har man lagt megen vægt på årlige livredningsprøver/kurser.

Jeg startede med at bestå Dansk Livredningsselskab livredderprøver, så snart det aldersmæssigt var muligt, og det blev jeg så ved med de næste små 50 år indtil det blev lavet om til bassinprøver, så jeg nåede lige akkurat ikke mit 50 års jubilæum i så henseende.

Ved den gamle livredderprøve skulle man bl.a. svømme 300m med tøj på og derefter aftage det under vandtrædning, og der var nøje regler for, hvad en beklædning skulle bestå af. For ikke at miste nogle af disse undervejs og dermed blive diskvalificeret, udviklede mange af os en ”livredningspåklædning” af fantasifuld - men godkendt art – til benyttelse år efter år.

Da livredderprøverne var vigtig for klubberne bl.a. til godkendelse af trænere, blev jeg også livredningsdommer og praktiserede dette både i egen og andre klubber i perioden 1978-2004.

Svømmeudstyr af forskellig art

Da jeg startede med at svømme i 1951, var der ikke meget udstyr at vælge imellem. Badedragter (svømmedragter) fandtes kun i én farve, og da jeg begyndte at svømme, kunne man i København også kun købe dem ét sted nemlig i forretningen Poul Holm i Silkegade. Vi købte træningsdragter med ”lodden vrang”, og når vi ville demonstrere vores klubtilhørsforhold, købte vi samme sted filtbogstaver enkeltvis, som vi så selv syede på ryggen af træningsdragten. Jeg syede således DKG på ryggen af min træningsdragt og var til stævner meget bevidst om- og stolt af det. En tidligere formand for Hermes fortalte mig, at når Hermes-folk skulle have træningsdragt, gik de ind til Poul Holm og fik taget mål til en sådan. Der var stil over det.

Svømmebriller fandtes ikke i mange år, og når jeg efter træning skulle med sporvognen hjem til Amager, gik jeg altid ud på forperronen og stod ved siden af vognstyreren, fordi der var mørkt, og jeg ville ikke have at folk kunne se, at jeg på grund af virkningerne efter det stærke klorvand stod og ”græd” hele vejen hjem.

Inden vi gik i vandet skulle vi selvfølgelig – ligesom i dag – vaskes grundigt, og til det formål fik vi udleveret en lille kugle træuld, som var efterkrigstidens skumgummisvamp. Det var en lille klump meget tynde høvlspåner, som badedamen, fru Lehmann, sad og formede i ledige stunder i ”Skoleafdelingen” i Frederiksberg svømmehal, hvor klubsvømmerne havde til huse. Til samme formål fik vi udleveret et lille metalfad og en pose sæbespåner, som vi så selv kunne piske op til vaskeprocessen. Fru Lehmann sørgede også for at skrubbe os på ryggen med træulden, hvis vi ønskede det.

Samtidigt administrerede fru Lehmann med hård hånd den afmålte tid under den fælles varme bruser, og det var en kunst at snyde sig til lidt længere tid og varme under bruseren efter endt træning.

Af øvrigt svømmeudstyr havde vi kun korkplader til bentræning og naturligvis også korkbælter, men dem havde vi nu ikke brug for.

Nutidens behov for vandflasker under træning kendte vi ikke – og de fandtes heller ikke. Hvis vi blev tørstige drak vi en tår vand fra hanen efter endt træning.

Næseklemmer havde vi som synkrosvømmere hårdt brug for, men det kunne man ikke få i Danmark, så Bue Foldager sørgede i mange år for af egen lomme at indkøbe de rigtige næseklemmer i England, hvor vi så efterfølgende købte dem af ham, og vi ejede aldrig mere end én ad gangen.

Med hensyn til svømmedragter var det en revolution, da Speedo begyndte at producere dragter i forskellige farver og mønstre, og det var jo specielt velegnet, når vi skulle stille op i holdkonkurrencer.

Fortid/fremtid

Efter mange år som eneste medlem af Hermes’ synkro-mastershold, besluttede jeg at overgå til svømmeholdet, og jeg har haft megen fornøjelse af gennem de senere år at vinde adskille DM-medaljer samt også et par NM af slagsen. Men den seneste krone på værket var, da jeg sammen med mine Hermes/HSK  holdkammerater i 2022 var til masters-EM i Rom, hvor jeg var med til at vinde 2 bronzemedaljer i hhv. 4x50 fri og 4x50 medley.

Da det fornyligt gik op for mig, at det var 50 år siden jeg i 1973 i Beograd for første og eneste gang havde svømmet synkro ved et verdensmesterskab, syntes jeg det kunne være sjovt at se, om jeg kunne afprøve mine tilbageværende synkroevner ved det kommende VM i svømning for Masters i Doha/Qatar først i 2024.

Da HSK’s ledelse støttede det vovede projekt, gik jeg straks i skarp træning med henblik på deltagelse i solo i kunstsvømning (som det nu hedder igen) i aldersgruppe 80+, Doha 2024.

Så en svømmekarriere, der startede for lidt mere end 70 år siden, har (forhåbentligt) endnu ikke fundet sin afslutning.

 

Kirsten Johansen

Frederiksberg 2023